torsdag, juli 09, 2009

Green Mountain Gardens Cardigan

Bloggen er gået ned i sommergear og strikkeriet ligeså. Under sidste uges hedebølge blev der ikke strikket mange masker istedet blev der arbejdet på DMs julestrømpe. Lena er allerede færdig med Andreas julekalender. Jeg er knap halvvejs med DMs julestrømpe. Manden fyldte år i sidste uge tog traditionen tro, skulle han have et par strømper. Han fik en strømpe og en IOU for nr 2 ser sådan her ud:


Med DMs yndlingsord: Ooooppps
Tak for alle kommentarerne til DMs Ænder!
Der er bl.a. blevet lavet strikkeprøve på Karpen. Men valget faldt på Green Mountain Gardens Cardigan. strikkerprøven Første ærme er på pindene. Jaquardstrik, der på udvalgte pinde har tre farver og vrangmasker (hvem sagde selvpiner?). Den er iøvrigt påbegyndt på toårsdagen for anskaffelse af garnet.


På arbejde går alt, hvad der kan gå galt, galt. Vi nævner i flæng computer i restordre, at vores oldnordiske autoklave ikke går i spænd med moderne HFI-relæer. Den slags moderne tingester kan ikke rigtig lide 50 år gammel udstyr SUK. Behøver vi nævne, at stort set al administrativt personale er på ferie, så tough luck, hvis man mangler kemikalier og andet.... Fruen kan godt mærke, at det er første gang i 7 år, hun tilbringer sommeren på et dansk universitet i sommermode.

Men hvad jeg tog chancen og vandt bamsen eller mere korrekt: Jeg har VUNDET lækre sager, som DM vil elske. Mindst halvdelen af vinderne hed iøvrigt Ulla.

DM er lagt i seng og manden i byen efter pizza. Det er tid for vores egne lille fredagsbar og holder vi os vågne endda en (dårlig) film. Ferien er begyndt. Vi orker hverken charterkaoset eller overfyldte motorveje med en 15 mdr gammel DM, så vi tuller rundt derhjemme og snupper måske et par dage i sommerhus på det utrendy Helgenæs.

søndag, juni 28, 2009

Rap Rap -quack quack?

Her i huset er de to-sprogede. Hvor mange små ænder er der på DMs bluse?

Mønster: Hanne Thorsen, Ænder. Klassisk jaquardstrik med opklipning af ærmegab mm. i str 2 år og strikket 4-5 cm længere.
Garn: Nikolaj 2 trådet uld/silke/merino i 6 forskellige farver knap 150 g. Købt hos Garnbixen, der desværre er lukket snøøøøøøøøøft.
Pinde: 2, 2½, 3 rundpinde og strømpepinde
Hot or Not: Hmmmm jeg er ikke selv tilfreds. Manden synes den er sød og DM hylede ikke, da jeg gav hende den på. Jeg har eddermame bandet mange gange, mens jeg strikkede den her trøje. Tre farver på samme tid går efterhånden ok, men på strømpepinde, så bliver det noget akavet. Det er meget svært at få det strikkede jævnt og pænt især fordi man ofte skal væve garnet ind. Der er flere pinde, hvor der er kun en eller to masker med en farve pr mønsterrapport (14 m). Den maskinestrikkede version er selvfølgelig meget flottere, men den har mange lange tråde på bagsiden. Det er noget små barnfingre nemt bliver fanget i :-(
Hvis DM forlanger en i str 4-5 år, så bestikker jeg en maskinstrikker. Jeg er villigt til at afregne både i cool cash, hjemmebagte småkager eller importerede varer.

Jeg er ikke den eneste, der torturerer sagesløse familiemedlemmer i varmen og påtvinger dem uldne trøjer. Actionshot:
Nu hvor Hanne Thorsens Ænder er helt og aldeles færdig, så skal der strikkes noget til MIG (og strømpe nr 2 til mandens fødselsdagsgave). Resten af min ego-tid indtil DM vågner er helliget udvælgelse af næste projekt. Bliver det en Isager i bomuld, en Annette D, et vævestrikket tørklæde, en jaquardstrikket jakke i uld/mohair med 3 farver på udvalgte mønsterpinde eller noget helt andet?

p.s. Har netop passeret 5 km mærket for opstrikket garn

lørdag, juni 27, 2009

Lige nu

Som set flere steder:

Udenfor mit vindue er der… fuglekvidder og larmen fra naboens rugbrødsdrevne græsslåmaskine

Jeg tænker på… Hvor familien skal cykle hen på tur i morgen.

Jeg er taknemmelig for… at min mand yder sin del af arbejdet derhjemme

I køkkenet er der… tom jordbæremballage, et blåt flodehestestrækdyr og helt udsædvanligt er alle tingene i DMs køkkenskab ikke spredt ud over gulvet.

Jeg er klædt i… Vandreudstyr til varme himmelstrøg: shorts og soltop, bare fødder. Jeg er som taget ud af et 5 år gammelt North Face katalog.

Jeg laver… steriliserer sylteglas (DAMN jeg skulle have "lånt" en autoklave på arbejde.)

Jeg skal… koge jordbærsyltetøj og lege med DM

Jeg læser… Camilla Plum: Ælle Bælle Frikadelle for inspiration til næste uges menu

Jeg håber… Manden ikke tager lige så lang tid om at lave aftensmad som i torsdags, hvor han første gang brugte grillen.

Jeg hører… DM pludre og lyden af glas i kogende vand og nu røg "Toddler Dance & Sing" i CD afspilleren

Rundt om i huset… er DMs legetøj

En af mine yndlingsting er… min bærbare computer

I løbet af weekenden skal jeg nå... koge jordbærsyltetøj, bage gulerodsboller, klippe halshul i ænder og slappe af

Af billeder har jeg lyst til at dele... Detaljer fra et japansk tempel i Kyoto.

onsdag, juni 24, 2009

Rap Rap

Undertegnede er ved at komme tilbage til overfladen efter en lille uges ferie med besøg af svigerforældrene. Lige nu kæmper jeg med en deadline fredag og dernæst er der dømt weekend. Der er blevet strikket adskillige RAPporter. Ærmerne er godt igang og inden alt for mange uger skal saksen svinges.

Strik med tre farver på strømpepinde kommutere ikke med indtagelse af kølig hvidvin. Det bliver aldrig min favoritdisciplin.

Når svigerforældrene er på besøg er der tid til håndarbejde, svigermor og jeg har som sidst bonded over symaskinen og fat quarters. Hun er sendt hjem med stofprøver og en indkøbsliste over manglende stof til projektet. Hun tilbød skam selv at købe ind. Det matchende håndklæde til grydelapperne blevet færdigt.


Mønster: Tante Grøn
Garn: Tante Grøn Havblik i grøn, mint og lavendel.
Projektet er ikke krævende og kan hækles, mens man tæver svigerfamilien i Guillotine.

Casa Strikkeforsker er ramt af alskens ulykker. Jeg nævner i flæng: bilen, vaskemaskinen, myrer, gnavere, oversvømmelse i kælderen, læk luftmadras og den slags. Hvad er der lige med håndværkere for tiden? De klager over manglende kunder og indtjening. Jeg undre mig over, at glarmesteren sender en regning på isætning af billigere ruder, VVS-manden slet ikke har sendt en regning på arbejde udført i marts, entreprenøren har glemt at udskrive vores regning, da han afregnede vandinstallation for hele nabolaget.

Men vi er nu også heldige. Entreprenøren siger "Glem det" - budgetkontoen siger Tak! VVS manden kommer på besøg i næste uge og laver en udendørshanen. Varmelegemet i vaskemaskinen gik 3 månder FØR forsikringen udløb, det kostede 100 kr (men jeg vil nu have en Mielse næste gang). Til gengæld har DMobilen hvæsset dyre()lyde og værkstedet snuppede et par måneders bidrag til vedligeholdelseskontoen for det besøg. Livet med bungalow, bil, barn og budgetkonto er nu spændende på en anden måde end det, jeg levede som single, stræbsom og med stunt-kite :-)

mandag, juni 15, 2009

Strikketøj, Helga Isager

*disclaimer* jeg har ikke sammenlignet opskrifter maske for maske.

De fleste har opdaget, at Helga Isager har udgivet en ny bog, Strikketøj, der er vente med spænding. Britt har allerede givet en fin anmeldelse.

Jeg har været spændt lige siden, jeg læste om bogen på forlagets hjemmeside.
forlagets hjemmeside:" Hvert årti er repræsenteret med to modeller – voksen samt enten tilbehør eller en børnestørrelse" & " Dette er hendes første bog, hvor hun præsenterer tyve designs inspireret af moden i 1900-tallet."

Det er på den information og et hurtigt kig hos Tante Grøn, jeg købte bogen. Den er lækker, flotte billeder, glittet papir og fængende tekster om hver årti. Det mindre format i soft cover gør bogen perfekt til strikketasken. Strikketeknikkerne bagerst i bogen er Åse Lund Jensens fine tegninger. De er set før, men stadig ganske gode og forklarende. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen.

Modellerne er som følger:

1900: Cardigan med klokkekant. Fin feminin trøje med potentiale
1910: En fin lille sjælevarmer med hulmønster
1920: En kort charleston kjole/tunika strikket fra oven og ned. Det ligner en let modificeret snowdrop i kjoleversion tilføjet perler, strikket med 1 tråd alpaca istedet for mohair.
1930: en top hvor bærestykket i dominostrik og forkortede rækker. Den ligner ved første øjekast Coral tilføjet hulmønster. Nærmere studier viser den er nu sin egen og meget spændende.

* HOV hvis der skal være 20 modeller, må der i gennemsnit være 2 pr årti hmmm*

1940: Pine (Amimono Fall 2008) og en sød pigecardigan i str 3-4 og 7-8 (øøøhh hvor er str imellem?)
1950: Mor datter poncho/cape med snoningsmønster og feminint bælte. Børnemodellen strikkes i tyndere garn. One size i begge grrr
1960: Fed sweater i raglan & patent og hue. Umiddelbart den model, jeg er faldet for. Huen er Ash fra Amimono Fall 2008
1970: Oak fra Amimono Fall 2008 og en børnetrøje i hulkrus. Den sidste skal DM helt sikkert have. Her har Helga dog heldigvis valgt at vise detaljerede billeder af snoningsmønstret af Oak desværre uden diagrammer. Børnetrøjen i hulkrus er helt klart min favorit i bogen.
Zig-zag stribet tørklæde i et supersimpelt mønster, det ikke kræver en doktorgrad at rekonstruere.
1980: Bluse i hulmønster komplet med viiiiiiiidde ærmer med tilhørende rør og benvarmere. Firserne er tilbage, frem med gamacher, plastikaccessories og permanentkrøllerne :-)
1990: Raglan sweater med løbemasker perfekt til restegarn perfekt til jeans og cowboystøvler på en vaskeægte sumpesøndag.

Tælle-tælle: 15 modeller i en bog til ca. 250 kr, det er vist ganske normalt i strikkebøger. Japan har 12 stk, en Annette D har omtrent det samme antal. Et Amimono opskriftshæfte til 98 kr har et halvt dusin opskrifter.

3 modeller er direkte sakset fra Amimono Fall 2008 samt et simpelt tørklæde og en let modificeret snowdrop. Det er langt fra de 20 opskrifter, som forlagets hjemmeside lover, men godt nok ikke står på bagsiden på bogen. Ambitionerne har måske været højere og er blevet revideret undervejs. Projekter tager altid dobbelt så lang tid som man regner med, og man når som regel kun det halve. På et eller andet tidspunkt får man bare nok og skal havde det færdigt. Det tager lang tid at strikke prøver, regne modeller, læse korrektur og få teststrikket en model.
Men efter at have kigget bogen igennem igen, så føler jeg mig en smule snydt. Godt 1/4 er ren genbrug.

Der er detaljerede billeder, hvor man kan nærstudere f.eks. hulmønstre og indtagninger samt angivet nødvendige mål i opskriften, diagrammer er stadig en by i Rusland. Et par af modellerne er strikket op i sort garn og det er meget svært at se detaljer på billederne. Kigger man opskrifterne igennem, ja så findes de fleste børnemodeller bare i en enkelt eller to størrelser. Det er at springe over, hvor gærdet er lavest. Voksenmodellerne er som str S/M & M/L. En forbedring i forhold til tidligere tiders one size, men i kontrast til forordets:"Langt de fleste kan strikkes af begyndere..." Det er de færreste begyndere, der kan regne en model om.

På trods af disse afvigelser, så er faktum, at Helga Isager er en af dem, der laver hotte strikkemodeller. Lækkert design, skønt garn og den detalje, der gør modellen speciel. Der er noget særligt over dem. De tilhørende tekster sætter modellen i relation til årtiet. Et spændende ide. Forbindelsen til det udvalgte årti er meget tydelig og giver en ekstra dimension til modellen.

På den nye karakterskala: 7

Den har helt klart potentiale og der er flere perler. Men kun en del af målbeskrivelsen er opfyldt og den megen genbrug trækker ned. Den er nok et must for dedikerede Amimonofans. Alle andre vil jeg anbefale at bladre bogen igennem først. Er du udenfor modeverdenens str 36-40(42) format, ja så skal du igang med papir og lommeregner.

søndag, juni 14, 2009

Drunkard's Path

Fru Strikkeforsker er arbejdsramt, det er eksamens, konference og strategimødesæson... Ugen sluttede med det årlige forskertræf, hvor jeg frisk fandt de nålestribede uldbukser og den råhvide business skjorte frem fra gemmerne og hev et par fikse nye røde laksko frem fra en skotøjsæsken. Man skal vel være præsentabel, når man skal holde foredrag. 12 timer og en halv flaske hvidvin senere kunne mit liv bedst beskrives som titlen på denne quilt blok.

Drunkards Path. Fødderne gjorde ondt og jeg lider stadig under eftervirkningerne af et par glas hvidvin. Mest fordi Frk DM synes dagen starter kl 5 grrrr....

Og nu til noget helt andet:

Nogen insiterer på, at man her på øen skal spise brunsviger til fødselsdag og i andre festlige anledninger. Jeg er indvandret til Fyn for 2 år siden. Genetisk er jeg 50 % fynbo. Min mors familie har boet på øen siden før 16XX. Kulinarisk har det medført æbleflæsk (uden løg!), prossekage og selvfølgelig boghvedegrød. Men hun har *aldrig* og gentager ALDRIG serveret den fynske nationalkage: brunsviger til min fødselsdag. Faktisk blev hendes eneste eksperiment udi genren døbt "Betonkage med fernis". En af hendes meget sjældne kulinariske fiaskoer.

På arbejde fejre de alt fra jubilæer til børnebørn ved at servere brunsviger. En gærdej belagt med sukkersød remonce, der efter cirka 2 timer bliver tør som knækbrød. Det kan man ikke desværre se førend man har sat tænderne i. Total nedtur når man efter at have fyldt kaffekruset spotter brunsviger i kaffestuen og øjner muligheden for en koffeinsukkerrus inden retning af rapporter. Karius og Baktus har så evigt ret: "Vi vil ha' wienerbrød".
Men man skal jo være åben for andre kulturer og ikke foragte lokale tradition førend, de er afprøvet.

Opskriften er herfra. Brun farin blev erstattet med muscovadosukker og sirup med ahornsirup samt dejen langtidshævet. Mandens dom: "Den smager bedre end dem fra bageren og meget mindre af gær". Den er ok i begrænsede mængder omend den nu mere minder om det fynske koncept "kaffebrød".

søndag, juni 07, 2009

Silkevejen

Min status som enlig mor er ophævet, manden er hjemvendt fra Kinesiens land belæsset med passende gaver til DM og jeg. 3½ m blommefarvet silke til den ene og et selvlysende pistaciegrønt abelignende plysdyr, der er døbt Meng, til den anden. Tøjdyret er af mærket Kapo, men et forsøg på at besøge hjemmesiden bliver blokeret af Firefox pga sikkerhedsproblemer, et vaskeægte kinesisk website. Hvad skal man lave af 3½ m silke? Ideer og shoppelinks modtages med glæde.

Torsdag var der besøg af Marianne Isager på Kulturmaskinen, det var meget spændende og jeg fik lyst til at rejse tilbage til Japan igen og strikke en hel masse modeller fra bogen bl.a. Karpen, Sommer i Tokyo, Stenhaven og ... og ..... Både MI og Annette D er iøvrigt igang med børnemodeller inspireret af HCA uafhængigt af den anden. Det glæder vi os til.

Angående sidste indlæg: Tak for roserne til DM :-)
Mens DM snorkede fik jeg motioneret symaskinen, det blev her påbegyndt.

Mønster: Meedom & Meedom
Stof: Turkis Seersucker fra Stof & Stil i Tilst v. Århus. og Hørbånd med damptog fra Malika & Rosa .Godt nok har jeg nærmest en stofbutik i baghaven, der er på den direkte vej til/fra arbejde, men det er en Stof2000 :-(

Hot or Not: Hot og en vaskeægte prisbasker til under 40 kr for et sæt tøj. Det kan man knap få en bodystocking for på et lagersalg.

Strik: Næste Ændetape er skudt igang

søndag, maj 31, 2009

Tiboodoo's - Os der blev tilbage

Manden er sendt på kursus i Kina. DM og jeg må nøjes med at høre Cæcilie Nordby synge om "Kejseren af Kinesiens Land". Jeg er fungerende enlig mor i en uge med to fridage og indkøring af DM i vuggestuen resten af tiden. Ingen grund til at ynke, jeg tager revanche til efteråret. I fredags læssede vi for sidste gang barnevogn og andet skrammel i DMobilen og vinkede farvel til dagplejen. Vi har vundet hovedgevinsten i pasningslotteriet. En vuggestueplads 5 min cykeltur fra hvor vi bor i en integreret institution med egen madmor, søde pædagoger og akademikervenlige åbningstider. Kan det blive meget bedre?

I hvileugen inden næste ændetape, har jeg strikket på en kjole/tunika til DM. Jeg er natteravn, DM står op med Solen, så det bliver en uge med kronisk søvnunderskud til mig. Derfor simple projekter. Kjolen fra forgående indlæg er blevet færdig. Jeg fik lokket DM til at være model, hun ville dog helst ikke stå stille. Forfra:

Bagfra
- Se bort fra, at bukserne ikke passer til kjolen.

Mønster: Tiboodoo's Dress 026/0269 str 2 år
Garn: 110 g Tiboodoo's Baby (100% superwash merino) 200 m/50 g
Pinde: 3 mm addi, de skal udskiftes forniklingen er slidt af
2,35 mm hæklenål
Hot or Not: Hmmm den er fin og DM er glad for den. Garnet er tja-bum superwash og har en plastikagtig coating. Det kan godt være, at det er prakisk, men almindelig uld er nu bedre.

DM snorker i barnevognen efter en formiddag i Zoologisk Have, hvor vi har set girafferne, nærstuderet fiskene, vinket til pingvinerne og kravlet på alle trapperne ved søløverne. Vi pakkede køletasken, klapvognen og iført solcreme og sommertøj drog vi afsted. Det var så fedt. Nu overvejer jeg om, det hedder symaskinen eller en lur....

mandag, maj 25, 2009

Småtterier

Takker for al rosen i kommentarboksen i sidste indlæg. Ænderne er sendt på forlænget Kr. Himmelfartsferie indtil jeg har samlet energi til næste ændetape: strik med tre farver på strømpepinde eller magic-looop. Det sidste har jeg ikke haft megen succes bare med et garn, så tre stks er næppe realistisk... Nu skal der strikkes småprojekter og streges lidt på "To-Do" listen. Den er lang, meget lang - kan man få strikkeorlov?

Første projekt er et stk kjole/tunika til DM fra Tiboodoo's. Da jeg har kun har garn til str 2 år må den hellere blive strikket nu.
Garn og Mønster er fra Tiboodoo's (fås hos Tanterne)
Jeg har endelig fået chauffør dvs manden har erhvervet sig et dansk kørekort,og nu kan jeg strikke hele vejen til Århus. Når han altså ikke skal hentes på arbejde, der er på halvvejen til Århus. Jeg har ligesom andre opdaget, at automatstrik og lange bilture giver fremskridt. En tur til Århus og en hel masse bedsteforældrekvalitetetstid til DM har gjort, at bagstykket blev strikket i løbet af ferien. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er den lilla.

Der har været dømt arbejdsferie med hjælp fra familien. Garderobeskabet er samlet, så der er pludselig masser af plads under sengen til stoooore kasser med garn. Manden mener dog noget andet. Hmmm hvad med stof?

Jeg har på en eller anden måde indvilliget i at strikke en bolero til min tante. Hun er total anti-uld/cashmer/mohair/alpakka, det skulle være bomuld. Heldigvis faldt valget på Iris. Rowan Calmer, Kim Hargreaves mønster og relativt store pinde, det skulle være muligt at få den strikket. Et eller andet siger mig, at hun gerne vil have den, lørdag aften fandt vi farve og model. Søndag morgen hun stak hun mig rigeligt med penge til dækning af materialeudgifterne. Mandag fandt jeg et godt tilbud i England.

onsdag, maj 20, 2009

Fordrukne Ænder

Rap-Rap hvor mange ænder svømmer i dammen? fem små ænder svømmer i dammen rap-rap rap-rap. Hvis nogen er i tvivl, så er det snuppet fra en billedbog. DM er takket være moderens ihærdige indsats vildt begejstret for plastikænder. Jeg kaster mere benzin på bålet ved at strikke en bluse med masser af ænder.... Desværre blev DMs første ord ikke rap, men ooopsss.
Det bliver sagt på mange mærkelige tidspunketer. Far har læst for meget Blue Hat, Green Hat- klik på Look Inside.

I mandags var jeg på Carlsens Kvarter til Ravelry møde med et par odenseanske strikkere. Uledsaget udgang efter puttetid til et sted med ordentlig øl i hanerne... Strik og gourmetøl er begge godt, kombinationen er endnu bedre. Der er bare lige den detalje, at når mængden af belgisk hindbærøl svinder i glasset, så begynder ænderne at danse på uautoriserede måder.
Set positivt: Jeg er nu officielt en haj til strik med tre farver, for jeg kan drikke øl samtidig med jeg strikker!


Der er et eller andet galt med strikkefastheden. Men hvad, hun kan passe den på et tidspunkt og jeg har garn nok til ærmerne :-)
Der mangler nu 2 ærmer og et større monteringsarbejde før frk DM kan fremvise ænder.

Mit kontor bliver konstant invaderet af mænd i kansastøj bevæbnet med værktøj, der fjerner radiatoren og afbryder elektriciteten. Set positivt betyder det, at jeg snart kan foretage rituel afbrænding af den elradiator, der har l(/v)armet siden februar. Til formiddag er arbejdspladsen stuebordet med ordentlig espresso i kruset fremfor automatkaffe. 4 dages ferie til DM og jeg begynder om godt 6 timer. Inden da skal jeg have skrevet abstrakt til en konference.

Wiki (Abstract): Udsøgt disciplin, hvor man med ca. 250 ord skal gøre sin forskning så spændende, at man får lov til at præsenterer resultaterne på en konference.
En knivskarp balancegang, hvor man lokker med "revolutionerende forskningsresultater og samtidig er vag nok til at, man ikke inspirerer andre til at lave samme forsøg og kan redde en vis legemsdel, hvis noget går galt.. Resultaterne har man som regel ikke før 24 timer inden afrejse og 2 timer før trykkeriet lukker for printning af poster (se kamikazeabstrakt). Rutinerede professorer modtager email med powerpoint 20 min før fordraget fra deres studerende, der har knoklet i døgndrift for at opnå noget.
En kontrakt, der virker uhyrer motiverede for at arbejde på netop det projekt.