onsdag, september 26, 2007

Strikkefestival på Fanø - Kurser

Fredag middag blev jeg samlet op i Odense af Britt og så gik turen ellers mod Odense Bys Feriekoloni på Fanø til en hel weekend i selskab med strikkegale og -glade kvinder i smukke omgivelser. Det var en stor oplevelse af de helt store. Fredag eftermiddag tilbragte vi i strikkestuen, mens deltagerne til aftenens modeshow prøvede tøj.

Lørdag formiddag bød på den første af to workshops, Marianne Isager og Japansk Strik. Med udgangspunkt i hendes nye bog, hvor hun har designet en model til hver af årets måneder inspireret af Japansk kultur og klima i den aktuelle måned. Da de strikkede modeller var udstillet i Kunstladen måtte vi nøjes med at se strikkeprøverne og en enkelt model, viften, der helt sikkert bliver en klassiker. Derefter kunne vi så vælge, at lave korrektur en af tolv strikkeprøver fra bogen. Lærte jeg noget, tjaaaa bum bum ... jeg fik da lært mig selv at strikke pæn gobelinstrik og at slå masker op og samtidig lave første vrangpind af en af de andre deltagere SMART!
Måske var det bare en dårlig dag, for Britt havde en hel anden oplevelse af samme workshop næste dag.


Søndag fik jeg set de udstillede modeller i Kunstladen og det var en hel del mere inspirende end strikkeprøver. Kunstladen er iøvrigt et MEGET farligt sted, der alt det gode garn, man kan drømme om, Design.Club dk, Isager, Falkenberg og Hanne Thorsen og en hel masse andet garn. Oveni er der patchwork og broderi samt tøj og brugskunst.

Søndag morgen var det Helga Isager og Strik i Facon på hold med flere andre i blogland. Her gik det ud på at lære teknikker og mønstre til at skabe facon i strik lige noget for en, der efterhånden er temlig træt af kassestrikkede modeller. Det var en oplevelse af de rigtig gode. Hun havde lavet kursusmateriale, medbragte masser af strikkeprøver og modeller samt var en meget engageret og fortællende lærer. Jeg og flere andre fik knækket koden til smock (gjorde du?). Bagefter var der tanket en masse sjove ideer på inspirationstanken, som skal afprøves i vinterens løb.

Der var også plads til både indkøb, oseri og meget andet, mere om det næste gang, for der er strikkecafé om 10 min.


7 kommentarer:

britt sagde ...

Tak for sidst, Ulla!! Det var fantastisk - og du fik endda taget et billede af pulsvarmerne....mit kamera kom slet ikke op af tasken.
:-) Britt

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Var der nogen, der dristede sig til at nævne de damer Isagers dårlige opskrifter? Det lyder som om, I har haft alletiders weekend.

KH Tina

strikkeforsker sagde ...

@ Tina - Joooo der blev da bandet lidt nede i min ende af bordet udenfor hørevidde.

Til HIs var der en, der kækt og højt sagde "Du skulle få Ulla til at læse korrektur på din bog, for hun er god til matematik"

Anne sagde ...

Smock - det klarede jeg altså i første hug, ikke noget at knække der!
Men det var der så på andre mønstre ;-)

Jeg blev helt befippet, da jeg så billedet af alle pulsvarmerne, troede du havde nået at strikke dem lørdag formiddag, GISP en turbofart.
Men jeg forstår det vel ret, når jeg nu tror, at du bare har fotograferet Mariannes!?

Susanne sagde ...

Og jeg mente hvert et ord, da jeg sagde det til hende:o)Smock-koden fik jeg jo endelig knækket og må da vist også lave noget sjov med den på et tidspunkt. Jeg summer egentligt stadig i mit hoved over den weekend! Kh Susanne

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Ha-ha....sad lige og læste kommentarerne fra en ende af, og da jeg læste om hende, der "kækt og højt sagde", tænkte jeg: "Gad vide, om du har været på workshop med en vis Fr. Dyrholm"....hæ-hæ...

KH Tina

strikkeforsker sagde ...

@ Anne - bare rolig, jeg nåede knapt at få strikket en enkelt muffedisse ;-)

@ Susanne - absolut og jeg har tidligere fortalt hende, at der skal mere korrektur og flere diagrammer til.

@ Tina :-))