lørdag, april 30, 2005

Great American Aran Afghan IV

Huset er rengjort, køleskabet er fyldt op, rugbrødsdejen hviler og klokken er kun 11.(Hvornår det sidst skete husker jeg ikke...). Regnen siler ned udenfor, så haven kan jeg ikke arbejde i. Derfor har jeg en hel weekend til at strikke, spinde og læse bøger i. I går blev fjerde felt i GAAA færdig, nu mangler jeg så bare 16 mere og en kant. Det er designet af Carol Adams. Modsat alle de andre felter, jeg har strikket, er det faktisk pænt på bagsiden.

I mit webshots album kan du se de færdige felter.

Ugens tilføjelser til lageret er Helen's Lace 50/50 blanding af uld og silke til sjaler. Den råhvide var et uimodståeligt tilbud på eBay og tiltænkt et sjal med et kompliceret mønster. Det andet er i farven River og specialbestilt hos Jimmy Beans i vinters. Garnets farvespil skal udnyttes i et sjal uden kompliceret mønster.

Lænestolen og strikkepindene kalder... God weekend.

tirsdag, april 26, 2005

Sommerkollektionen 2005

Sommergarderoben for en strikkeforsker, der arbejder i et kemilaboratorium, roder på gulvet med elektriske kabler og, når der ikke er udsigt til regn, cykler på arbejde er T-shirt, jeans og sandaler. Derfor skulle der strikkes en klassisk t-shirt med et tvist. Jeg søger altid efter alternative til den obligatoriske ribkant og opsamling af masker til en halskant samt elsker at eksperimentere. Første forsøg er den her:


Garnet er Blue Sky Cotton i en lilla nuance købt hos The Yarn Co sidste jeg var på arbejde i NYC. Hehe, det lader til, at det skal jeg igen om et par uger... Der er hæklet en kant i opslagsmaskerne og lige ovenfor med Berocco cotton twist, et multifarvet garn.

Så lige en detalje fra ærmet...:


Til Hanne, man kan faktisk godt spinde bambus, hamp, majs, mælk og andet godt.... Bare se her
(det er iøvrigt en god fiberpusher) ;-)

torsdag, april 21, 2005

2. møde hos Long Island Spinning Study Group...

...var fantastisk. Jeg kom videre med at spinde og vigtigst af alt jeg har fundet en privatlærer. Valerie tilbyder eneundervisning, 6 lektioner af 3 timer for et beskedent beløb i dagstimerne. Heldigvis har jeg fleksible arbejdstider (jeg kan selv bestemme hvornår jeg arbejde mine 45+ timer pr uge), så nu vil jeg have formiddagsundervisning.

I begyndelsen af hvert møde har vi "Show and Tell", hvor vi kan fremvise og fortælle om sidste måneds færdige projekter. Jeg havde min dacapo på i aften og det vakte så stor opmærksomhed, at jeg blev opfordret til at fortælle om den. Dacapo fik mange flotte kommentarer og adskillige skulle mærke nærmere og prøve den. Jeg har fået endnu større respekt for Hanne Falkenberg, dacapo ser fantastisk ud på mange forskellige kropstyper og aldersgrupper (Mermaid røg ind på fremtidige projekter). Sommerfuglen får vist lidt gratis reklame i vores næste nyhedsblad... (HF kits er dobbelt så dyre herover).

På resten af mødet viste Judy billeder fra hendes fantastiske tur til Peru med et spinde og vævetema. Der var billeder af alpakkaer og peruvianske væve og spindegrupper. Hun medbragte også tæpper, huer og andet indkøbt der. Jeg vil til Peru! og Maryland Sheep and Wool Festival. Sidstnævnte er Østkystens største marked for spinde og strikkerelaterede ting og foregår første weekend i maj. Jeg har næsten overtalt kæresten til en weekendtelttur til Maryland....
Strikkemæssigt arbejder jeg på min T-shirt bluse, der ses på forrige indlæg, men de billeder er for kedelige. Det er også blevet til lidt fibershopping online hos Elizabeths fiber



Jeg er blevet haveleje, vores hus kom med have og der har jeg muntret mig i weekenden. Hvornår opfinder man et træ, hvor bladene enten forsvinder på magisk vis om efteråret eller er nedbrudt næste forår?
Vi har et helt træ fyldt med disse smukke blomster:


Grill tips:
Majskolber med blade lægges i blød i min et par timer og grilles.

søndag, april 17, 2005

Ugens projekt er en T-shirt i bomuldsgarn fra Blue Sky, der på p 4,25 mm går hurtigt fremad. Efter Charlotte trængte jeg til noget helt almindeligt glatstrik inden jeg kaster mig over et felt i GAAA. Halvdelen af ugens produktion på rokken ses på billedet. Det er Romney/Finn uld, langhåret og godt med krølller, så det hænger sammen selv når jeg spinder. Målet er at få to spoler så jeg kan lærer at ply (hvad hedder det på dansk?) på næste møde hos SSGLI.


I eftermiddag tager Charlotte (tak for de søde kommentarer) og jeg til babyshower i storstaden. Forhåbentlig bliver der tid til et besøg hos Purl, der har søndagsåbent...

p.s. Jeg har ændret indstillingerne, så alle kan efterlade kommentarer. :-)

tirsdag, april 12, 2005

Charlotte og Ulla

Min julegave, fra mig til mig er færdig! En weekend i laboratoriet, hvor min nye specialestuderende lavede eksperimenter, mens jeg strikkede Charlotte's Web Shawl førte til store fremskridt. Så en spændt Charlotte tilbragte søndag nat på nåle (hun var spændt ud med 117 knappenåle, cirka).


Nu skal jeg så have ledt efter glemte, knækkede knappenåle i gulvtæppet. Her ses det færdige sjal i fuld størrelse.

En stor tak til Joelle hos Purl, der hjalp med farvevalg og foreslog det pangfarvede garn, ellers var Charlotte endt som et studie i lilla og blåt. Hvad har jeg lært:
  1. Orange og røde pangfarver er ikke farlige, men giver istedet liv i kludene.
  2. Indledende hækling (eller noget, der minder om det).
  3. Sjaler bliver faktisk pænere af at blive blokket.
  4. Koigu KPPPM er lækkert.
Andre udgaver af Charlotte kan ses hos Nanna, hvis ensfarvede udgave er dødlækker,
og en koigu version hos Margot. Sidst men ikke mindst, smil til fotografen, der blevet beordret til at smide indkøbsposerne og tage billeder inden tusmørket faldt over Long Island. Hmmm, han fortjener lemon meringue pie næste weekend?

p.s. Før billeder af garnet kan ses i min indlæg d. 13 februar 2005.

tirsdag, april 05, 2005

Lidt snoet uld og et strikketøj med huller i

Juhuuu, der sker endelig noget på strikkefronten herover. Charlotte og jeg er blevet venner igen. Måske fordi jeg nu har lært mønstret udenad, printet charlotte.xls fra Webstrik ud og haft en lørdag eftermiddag til at strikke. Spændende tv-programmer og nybegyndt mønsterstrik en sen aften har aldrig været nogen god kombination. Eller også er tredje gang bare lykkens gang. Jeg er igang med række 91 af 154, så knap halvvejs.


Søndag blev det til et par timer ved rokken i selskab med søndagsmatine på National Public Radio, den eneste kanal, jeg kan holde ud at høre i mere end 5 min. Søndagens produktion fra min rok og det allerførste garn (længst tv) jeg spandt på SSGLI mødet ses her:


Hmmm plads til forbedring. Men som Clint Eastwoods film, det bliver bedre og bedre for hvert forsøg.... Ja, jeg har set Million Dollar Baby (*****) idag.